Sidste Nyt Om Fugleinfluenza 6. maj 2018

Forholdsvis mild fugleinfluenza i andebesætning

Fødevarestyrelsen har i sin rutinemæssige overvågning fundet lavpatogen fugleinfluenza i en andebesætning nær Holstebro. Besætningen på i alt godt 20.000 ænder skal nu aflives.
 
Pressemeddelelse, Publiceret: 6. maj 2018
 
Ændret 6. maj 2018

​Fødevarestyrelsen har fundet såkaldt lavpatogen fugleinfluenza i en fjerkræbesætning ved Vinderup nær Holstebro med mere end 20.000 ænder. Hele besætningen vil nu blive aflivet.

Det drejer sig om lavpatogen fugleinfluenza af typen H5. Lavpatogen betyder, at den er mild sammenlignet med højpatogene typer. De fleste fjerkræ dør ikke af lavpatogen fugleinfluenza, men de kan smitte andre fjerkræ, og sygdommen kan ændre sig til den højpatogene type, der har en dødelighed på op imod 100 procent.

Souschef og dyrlæge i Fødevarestyrelsen Stig Mellergaard fortæller, at de smittede fugle ikke har vist sygdomstegn. Sygdommen blev fundet af Fødevarestyrelsens rutinemæssige overvågningsprogram.

"Det er vigtigt, at vi finder ramte fugle. Også når de ikke viser tegn på sygdom. På den måde kan vi tage vores forholdsregler og sikre, at så få fugle som muligt bliver smittet, og vi kan bremse sygdommen, inden den eventuelt udvikler sig og bliver højpatogen," siger Stig Mellergaard.

Udover aflivningen bliver der også oprettet en zone med særlige restriktioner på en kilometer rundt om besætningen. Der er ikke andre professionelle fjerkræbesætninger i zonen, så de strammere regler får kun betydning for hobbyejere. Reglerne siger bl.a., at fjerkræ og deres æg ikke må flyttes ud af zonen i 21 dage. Fjerkræ i zonen må gerne være udendørs.

Læs mere her.

Fødevarestyrelsen orienterer eksportmarkederne om sygdomsudbruddet og vil være i tæt kontakt med relevante udenlandske myndigheder om situationen.

Yderligere information, Fødevarestyrelsens pressetelefon, 2284 4834.